Stor betydning med gasledning på Lolland-Falster

Planerne om en etablering af to biogasanlæg og en gasledning på Lolland-Falster med tilslutning til naturgasnettet på Sjælland er langt fremme, og vi kan vente en endelig beslutning om projektet inden længe. Danske Sukkerroedyrkere bakker kraftigt op om projektet, som har stor betydning for den fremtidige roe- og sukkerproduktion i Danmark. 

Etablering af biogasanlæggene og forbindelsesledningen til naturgasnettet på Sjælland vil bidrage til en langtidssikring af den danske roe- og sukkerproduktion. Det er således en vigtig brik til at bevare sukkerroerne i markerne og lokale arbejdspladser på sukkerfabrikkerne og i de tilknyttede erhverv.
De to sukkerfabrikker står foran omfattende miljøinvesteringer, hvor det nuværende kul og olie skal erstattes af mere miljøvenlige energiformer for at nedbringe CO2-udledningen. Her vil et skifte til brug af biogas, suppleret med naturgas, både være en stor fordel for miljøet og samtid øge konkurrenceevnen for det dansk producerede sukker.
De planlagte biogasanlæg vil på årsbasis kunne bidrage med en væsentlig del af energien til fabrikkerne i Nakskov og Nykøbing, men i roekampagnen vil det være nødvendigt også at bruge naturgas for at få tilstrækkelig forsyning til fabrikkerne. Forbindelsesledningen til naturgasnettet på Sjælland er derfor nødvendig. Udenfor kampagnen vil der modsat kunne sendes biogas den anden vej i ledningen til Sjælland.

Udover sukkerproduktionen vil den øvrige del af Lolland-Falster også få stor gavn af de nye biogasanlæg. Her vil man kunne aftage lokale restprodukter fra både landbruget og det øvrige samfund, og gasledningen vil også kunne udnyttes af andre virksomheder og danne grundlag for etablering af nye aktiviteter i området.
Etableringen af gasledningen og biogasanlæggende vil give nogle ulemper for de berørte lodsejere og beboer, som naturligvis skal kompenseres ud fra de fastlagte regler, men overordnet vil gasledningen og biogasanlæggende blive af afgørende betydning for området og sukkerproduktionen i Danmark. Danske Sukkerroedyrkere bakker derfor kraftigt op om projektet og håber, at der i løbet af kort tid gives grønt lys til projektet.   

Læs evt. nærmere i artiklen i Folketidende fra den 22/5 2020 med interview af Jørn Dalby, formand for Danske Sukkerroedyrkere. Find artiklen her.

Mathias Jürgensen