Formandsskifte i Danske Sukkerroedyrkere

Danske Sukkerroedyrkere har foretaget et skifte på formandsposten, hvor Jørn Dalby efter 18 år på posten er afløst af Troels Frandsen.
Jørn Dalby løftede i forbindelse med foreningens generalforsamling i marts sløret for, at han snart ønskede at give formandsstafetten videre, og bestyrelsen har på et møde den 22. juni 2020 valgt næstformand Troels Frandsen som ny formand.

Jørn Dalby har været medlem af bestyrelsen i Danske Sukkerroedyrkere siden 1991 og har siden 2002 bestridt formandsposten. Jørn Dalby begyndte sit foreningsarbejde inden for sukkerroerne med sæde i repræsentantskabet for Sukkerfabrikken Nykøbing i 1986. Efter salget af andelsfabrikken til det nuværende Nordic Sugar i 1989 indtrådte han i bestyrelsen for Nykøbing Dyrkerforening og kort efter i bestyrelsen for Danske Sukkerroedyrkere. Jørn Dalby fortsætter i bestyrelsen frem til foreningens generalforsamling i marts 2021, hvor han har annonceret sin udtræden.

Troels Frandsen har været medlem af bestyrelsen i Danske Sukkerroedyrkere siden 2008 og fra 2018 som næstformand. Forud for det var han medlem af lokalbestyrelsen i den daværende Nykøbing Sukkerroedyrkerforening. Troels Frandsen har de seneste år været en del af Danske Sukkerroedyrkeres forretningsudvalg og ordfører for fabriksudvalget og har således stor erfaring med i bagagen til formandsarbejdet.
Troels Frandsen har en landbrugsbedrift med plante- og slagtesvineproduktion i Vantore ved Nysted på Lolland.

Som ny næstformand i foreningen er valgt Henrik Hansen fra Rødby på Lolland. Henrik Hansen blev valgt ind i bestyrelsen i Danske Sukkerroedyrkere ved generalforsamlingen i marts 2020 og driver en planteavlsbedrift med bl.a. sukkerroer.

Skiftet markeres med en reception senere på året, når det igen bliver muligt at mødes i en større forsamling. Tidspunktet er endnu ikke fastlagt.

Jørn Dalby har undervejs favnet bredt i sit arbejde for roedyrkerne. Herunder har Jørn Dalby siddet som repræsentant i den europæiske organisation af sukkerroedyrkere, CIBE siden 1993, hvor han bl.a. har beklædt posten som præsident i tre år og efterfølgende posten som formand for det politisk-økonomiske udvalg EGAC i fire år. Jørn Dalby har tilsvarende siddet i Verdensorganisationen af Roe- og Rørdyrkere, WABCG i en lang årrække, heraf i en længerevarende periode som vicepræsident. 
På den hjemlige front har Jørn Dalby bl.a. siddet i Sukkerroeafgiftsfondens bestyrelse siden 1994, heraf som formand siden 2002, og tidligere også i bestyrelsen for Landbrugsraadet, Nordic Beet Research og Fondet for Forsøg med Sukkerroedyrkning.
Jørn Dalby er bosiddende i Stavreby på det sydlige Falster, hvor sukkerroer naturligvis er en del af sædskiftet på ejendommen, der drives med ren planteavl.

Mathias Jürgensen