Frustrationer over manglende leveringsplaner og transportordningen
Mange dyrkere er frustrerede over manglende leveringsplaner og forhold i den nye transportordning. Fra Danske Sukkerroedyrkere er vi i tæt kontakt med Nordic Sugar om problemerne og arbejder for en snarlig løsning.
Nordic Sugar overtog her fra 2017-kampagnen ansvaret for transporten af roerne, men desværre har opstarten på nogle områder ikke fungeret som ønsket. Hertil kommer de vanskelige forhold i markerne med den megen nedbør i begyndelsen af kampagnen, som har medvirket til problemer med levering af roerne.
Fra Danske Sukkerroedyrkere har vi især peget på følgende problematiske områder:
Manglende leveringsplaner
Der er store problemer med manglende leveringsplaner og dermed information om, hvornår roerne skal leveres. Mange dyrkere har modtaget deres leveringsplan meget sent, og der er fortsat dyrkere, som endnu ikke har modtaget en leveringsplan – selvom vi nu er i begyndelsen af november, mere end 7 uger efter kampagnestart!
Senest er det her fra starten af november blevet et aktuelt problem for selvkørere under hybridordningen, som ikke har fået information om, hvornår de skal levere roer, efter at de er overgået til Nordic Sugars transport den 30. oktober.
Uden en leveringsplan kan man som dyrker ikke planlægge og optimere på sin bedrift.
Manglende afklaring på forlænget åbningstid i Nakskov
Manglende afklaring på Nordic Sugars ansøgning om forlænget åbningstid om aftenen for vognmænd for levering af roer på fabrikken i Nakskov har ført til manglende kapacitet hos vognmændene. Dette førte bl.a. til, at Nordic Sugar tilbød hybridkørerne at fortsætte med selv at transportere deres roer i uge 44. Det er naturligvis positivt, at man forsøger at agere og afhjælpe et problem, men det er en utrolig sen melding for hybridkørere i forhold til den praktiske planlægning, og det afspejler fint den problematiske opstart på den nye transportordning.
Ekstra roemængder til fabrikkerne
Frem til nu har fabrikkerne gentagne gange bedt om ekstra roer, og mange dyrkere har ydet en ekstraordinær indsats for at kunne efterkomme dette og levere ekstra roer, selvom markerne har været meget våde. Denne ekstra indsats har haft stor betydning for roeforsyningen til fabrikkerne, som i flere omgange har haft problemer med at få tilstrækkelig med roer. Som følge af de våde forhold har disse dyrkere oplevet en dårlig renhed på de leverede ekstra roer, og de føler sig straffet via fradrag i jordmodellen. Samtidig står de tilbage med opkørte marker.
Mange selvkørere har i den forbindelse udvist stor fleksibilitet, og betydningen af selvkørere har klart bevist sin værdi, hvor vognmænd f.eks. ikke i samme grad har mulighed for at øge kapaciteten.
Spørgsmål om betalingen til selvkørere
Mange selvkørere stiller fortsat spørgsmål ved de takster, som de modtager for fragten af roerne, sammenlignet med vognmændenes takster. Vognmændenes takster er fortrolige og således ikke meldt ud, men der går mange rygter, som alle peger på en væsentlig forskel i taksterne til vognmændene og selvkørerne – et tal i størrelse 5-6 kr er nævnt gentagende gange.
I henhold til Brancheaftalen er det aftalt, at taksterne for vognmænd og selvkørere er ens bortset fra forhold, som er forskellige for vognmænd og selvkørere, som eksempelvis leveranceplanlægning mellem flere dyrkere og tillæg for kørsel om natten. Fra Danske Sukkerroedyrkere har vi tidligere rejst dette overfor Nordic Sugar, og vi har på ny meddelt dem, at det er et område, hvor de skal dokumentere, at Brancheaftalens ordlyd er overholdt.